Landstræner Ulrik Wilbek har istedet for at udtage 16 spillere, valgt at lade en plads stå tom. Det vil give ham ret til at hente en ny spiller ind med 24 timers varsel, også under gruppespillet.
Det er på grund af de mange skader, der har hærget de danske EM-forberedelser, at Ulrik Wilbek har valgt strategien at åbne slutrunden med blot 15 mand, i stedet for de 16, der ellers er plads til i truppen. Det oplyser Dansk Håndbold Forbund på sin hjemmeside.
Ved at lade en plads stå åben, vil landsholdsledelsen kunne supplere hvor som helst på banen i løbet af de tre indledende kampe mod henholdsvis Slovakiet, Serbien og Polen.
At Wilbek har undladt at lade hverken Lasse Boesen eller Bo Spellerberg udfylde 16. pladsen betyder således, at holdet ikke er låst fast i de tre kampe i den indledende runde. Tilstanden hos de to er stadig uvis, mens Landin såvel som Mads Christiansen igen er "fit for fight" efter småskader.
De 15 spillere, der i morgen formiddag vil sidde i et fly på vej til Beograd er: Niklas Landin og Marcus Cleverly på mål, Hans Lindberg, Lasse Svan Hansen, Lars Christiansen og Anders Eggert på fløjene, brødrene René og Henrik Toft Hansen på stregen samt bagspillerne Kasper Søndergaard, Mads Christiansen, Thomas Mogensen, Rasmus Lauge Schmidt, Mikkel Hansen og Nikolaj Markussen og forsvarsgeneralen Kasper Nielsen.
Danmark åbner EM søndag mod Slovakiet i serbiske Beograd.