Det var et sjældent tæt opløb, da VW Up onsdag eftermiddag på FDM Jyllandsringen løb med titlen som Årets Bil i Danmark 2013.
Den populære mikrobil slog med 116 point på stregen Volvo V40 (111 point), Kia Ceed (109 point) og BMW's 3-serie (106 point), mens Renault Clio med 83 point lå noget længere tilbage i feltet, skriver FDM.
- Med Ups kåring som Årets Bil i Danmark 2013 må man sige, at snusfornuften vandt over både Volvos design og sikkerhed og Kias plads og praktiske brug, siger FDM's biltekniske redaktør Søren W. Rasmussen.
- Det har i den grad været de helt små bilers år i år, og det afspejler sig også i resultatet, selv om VW Up konstruktionsmæssigt ikke repræsenterer de store fremskridt. Men den fungerer, kører godt, og så er den utrolig billig, siger han.
Mens den lille VW - og dermed altså også de to søsterbiler fra Seat og Skoda - løb med sejren, kom trioens på mange måder diametrale modsætninger ind som nummer to og tre.
- Volvos nye V40 er en bil, der tager udgangspunkt i sikkerhed, og er blevet kaldt verdens sikreste bil. Både når det gælder personerne i bilen, og når det gælder bløde og hårde medtrafikanter.
- Og så er det en bil, der beviser, at man godt have et flot design, selv om sikkerheden er prioriteret højt.
- Kia Ceed er derimod en bil, der løser praktiske opgaver, når det gælder plads, og dermed tiltaler den mange familier. Dertil kommer en høj komfort, en attraktiv pris og syv års garanti, siger Søren W. Rasmussen.
I alt 25 biler var med i opløbet om den eftertragtede titel Årets Bil i Danmark 2013.
/ritzau/