Østrigske Felix Baumgartner må væbne sig med lidt ekstra tålmodighed, efter at hans rekordforsøg i rummet er udsat på grund af kraftig vind over den amerikanske delstat New Mexico.
På twitter skriver den 43-årige østriger, at han har drukket en smoothie og nu er klar til at kravle i dragten.
Kraftige vindstød har dog udsat forsøget med en time, og det bliver tidligst kl. 15.30 dansk tid, at Baumgartner bliver skudt af sted, fremgår det af hjemmesiden redbullstratos.com, hvor man kan følge rekordforsøget.
Baumgartner vil på tre timer blive fragtet ud i rummet i en specialbygget trykkapsel. Her vil han iført en specialbygget trykdragt hoppe ud i den iskolde og ekstremt tynde luft.
Hvis alt går vel, vil Felix Baumgartner derefter foretage et frit fald fra 36,5 kilometers højde. Dermed opnår han en fart, som bryder lydmuren - og det vil forhåbentlig føre til fire verdensrekorder.
Efter 30 sekunder vil den 43-årige helikopterpilot ramme lydmuren og komme til at bryde den med en hastighed på 1100 kilometer i timen.
Godt fem minutter senere folder han sin faldskærm ud og lander forhåbentlig sikkert i ørkenen i New Mexico.
/ritzau/