Der er nu fundet en løsning på "ølkrisen", der er opstået op til fodbold-VM i Brasilien - man mangler nu blot det sidste stempel fra landets præsident.
Det brasilianske senat har godkendt en tilladelse til ølsalg under VM-kampene i sommeren 2014, selvom flere oppositionsmedlemmer fortsat advarer mod salg af alkohol.
Det internationale fodboldforbund Fifa har lagt hårdt pres på Brasilien for at få åbnet for hanerne.
Lovforslaget blev i marts godkendt i deputeretkammeret, og det passerede uden ændringer gennem senatet.
Ølslag på stadioner i Brasilien blev forbudt i 2003, og flere oppositionspolitikere frygter, hvad det kan føre til under VM.
- Det er farligt. Bare forestil dig en finale mellem Brasilien og Argentina med alkoholsalg, og volden det kan skabe og den forlegenhed, det vil bringe os i, siger Jose Agripino Maia fra oppositionspartiet DEM.
Fifa skal dog fortsat forhandle tilladelse med hver enkelt af de involverede stater for at få lov til at sælge øl under VM.
Ølaftalen omfatter også Confederations Cup i 2013.