Det er rigtig surt at være lastbilchauffør, når man snegler sig af sted med eksempelvis vindmøllevinger eller betonelementer i lasten.
Det er ligeså træls at være fører af de såkaldte følgebiler, der ledsager de store transporter, der kan genere den øvrige trafik.
Stressede og rasende bilister chikanerer nemlig chaufførerne i særtransporter i et omfang, der er blevet så voldsomt, at nogle simpelthen ikke gider mere.
Fægter med arme og ben
"Mange stopper med at køre så snart, de er kommet i gang, for de bliver skræmt af bilister, der brokker sig, fægter med arme og ben og nogle gange truer," siger Hans Peter Stendevad, indehaver af Stendevad Følgebiler.
Han oplever, at bilisternes tolerance og tålmodighed er blevet mindre. Antallet af primitive mishagsytringer, fuck-fingre og trusler er blevet flere.
"Mindst to gange om dagen skal man høre på brok eller se fingeren. Et par gange om året får man de rigtig grimme trusler om, at man kan få et lag tæsk," fortæller han.
Ikke for at genere nogen
"Jeg kan desværre bekræfte, at privatbilisterne er meget lidt tolerante overfor specialtransporterne," siger Morten Lindbo, vicedirektør i DTL, en brancheorganisation for det danske transporterhverv.
"Vi kører altså ikke på vore fælles vejnet for sjovt eller for at genere nogle, men for eksempelvis at bringe vindmøllevinger frem til fordel for betalingsbalancen og dermed os alle," siger han.
Claus Nilsson, indehaver af følgebilsvirksomheden Efternøleren.dk Aps, er ikke begejstret for bilisternes intolerance.
Fjolser
"De synes, vi er nogle fjolser. Forleden kl. 21 om aftenen holdt en horde bilister bag os og dyttede, og fægtede med arme og ben, fordi det tog lidt ekstra tid at krænge os rundt om et hjørne," siger Claus Nilsson.
"Netop," siger Hans Peter Stendevad.
"Ganske få sekunders forsinkelse oplever bilisterne som 10 minutter. Så brokker de sig – eksempelvis, når vi bruger lidt ekstra tid på at komme gennem en rundkørsel," siger han.
"Vi opfordrer dem til at kontakte politiet, for vi ved, vi ikke gør noget ulovligt, men blot passer vores arbejde," siger han.
Læs også: Kampagne skal dæmpe bilisters vrede og Nysgerrige bilister skaber køer og raseri