Under første køretime prædiker ens kørelærer, at man altid skal holde øje med vejen.
Men de fleste bilister glemmer vist alt om kørelærerens formaninger, når de først drøner afsted på motorvejen.
I hvert fald viser en rundspørge fra Lindberg International, der har adspurgt 300 bilister, om de laver andre ting, når de sidder bag rattet og træder på speederen, skriver ekstrabladet.dk.
Og det gør de i høj grad, svarer bilisterne fra henholdsvis USA, Storbritannien, Frankrig, Rusland, Japan og vores naboland, Tyskland.
Rundspørgen viser, at 15 procent - eller 3 ud af 20 - har prøvet at dyrke sex, mens de kører bil. Og næsten hver tredje har prøvet at kysse.
Parolen om, at kvinder er gode til at multitaske, bekræftes samtidig ved, at hver fjerde bilist har skiftet tøj eller sat hår i bilen, mens mere end hver 10. har lagt makeup.
Flest bilister indrømmede dog, at de regelmæssigt spiser bag rattet.
Næsten tre ud af fire har prøvet at drikke kaffe, guflet slik eller spist en burger uden at holde ind til siden.