SF's nyvalgte formand, Annette Vilhelmsen, vil endnu ikke offentliggøre sin ministerliste.
Derfor må blandt andre skatteminister Thor Möger Pedersen vente lidt endnu med at høre, om han også er minister under den nye formand.
- Jeg sætter ikke navne på nu.
- Der bliver også noget at skrive om i morgen, siger Annette Vilhelmsen ved konventet, hvor hun lørdag er blevet kåret som formand efter sin sikre sejr over sundhedsminister Astrid Krag ved urafstemningen i partiet.
Allerede søndag formiddag skal Annette Vilhelmsen mødes med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på Marienborg.
Her skal Annette Vilhelmsen formentlig præsentere sin ministerliste for statsministeren. Bagefter er der klokken 11 et pressemøde, hvor resten af Danmark formentlig får at vide, hvad navnene er på de seks SF-ministre i regeringen.
Ministerlisten er ventet med spænding, fordi hele SF's ministerhold anses for at stå på sundhedsminister Astrid Krags side i formandsopgøret.
Derfor er spørgsmålet, om Annette Vilhelmsen også vil have nogle af sine støtter med på ministerholdet - eksempelvis SF's tidligere formand og nuværende forsvarsordfører Holger K. Nielsen.
Han gik ud med støtte til Annette Vilhelmsen på et kritisk tidspunkt, hvor flere af Astrid Krags støtter angreb Vilhelmsen for at være et usikkert kort.
Også Anne Baastrup har været nævnt som en Annette Vilhelmsen-støtte, der måske kunne komme på ministerholdet under den nye formand.
Annette Vilhelmsen vil formentlig selv gå efter posten som erhvervs- og vækstminister, efter at Ole Sohn fredag meddelte, at han stiller sin ministerpost til rådighed.
Annette Vilhelmsen vil formentlig også vælge at stække skatteminister Thor Möger Pedersens magt i partiet, fordi han - især af Annette Vilhelmsens støtter - bliver set som selve symbolet på højredrejning og topstyring i partiet.
Annette Vilhelmsen kan vælge enten at trække Thor Möger Pedersen ud af det magtfulde koordinationsudvalg, der har stor indflydelse på regeringens politik, eller helt at fyre ham som minister.
Imod det sidste taler dog, at Thor Möger Pedersen har en meget central rolle i partiet og i regeringen, hvor han effektivt har stået for at koordinere samarbejdet med Socialdemokraterne og De Radikale.
Annette Vilhelmsen kan også vælge at bringe den afgående formand Villy Søvndals post som udenrigsminister i spil eller Pia Olsen Dyhrs post som handels- og investeringsminister.
Hendes modstander, Astrid Krag, får med al sandsynlighed lov til at fortsætte som sundhedsminister, mens Ida Auken formentlig fortsætter som miljøminister.