Hun har aldrig været bange for at kradse i glansbilledet på Instagram. Og nu gør den 38-årige Paradise Hotel-vært det igen. I en story på det sociale medie afslører Rikke Gøransson, at hun tog 40 kilo på i løbet af sin graviditet, og at det har sat nogle tydelige spor i hendes krop – og sind:
- En vægtøgning på 40 kilo på så kort tid har taget hårdt på min krop. Så genoptræningen har været vigtig for mig. Men det har også været vigtigt bare at tage museskridt og være blid mod den seje krop, skriver hun i story’en.
Den nybagte mor har efter fødslen særligt kæmpet med at få genforenet sine mavemuskler, der delte sig undervejs i graviditeten, hvilket er meget naturligt, men for det meste samler musklerne sig af selv igen efterfølgende. I sin story deler tv-værten nogle af de træningsøvelser, hun har været igennem, og mange af de tanker, hun har gjort sig om sin ”nye krop”.
- Jeg er stadig ikke hjemme i kroppen, men på vej. Jeg er også til tider stadig en smule rystet over det hele. Ekstrem gravid. En fødsel. At blive mor. Min nye krop, skriver hun inden hun afslutter med et sløret billede af lille Rio med ordene:
- Og ja, jeg ville gøre det hele igen.