Alle kender dem: De små lygter, der med et snuptag kan af- og påmonteres cykelstyret med en elastik, koster et par flade tyvere og er så smarte, at de kan være i lommen efter brug.
Men de fleste ved ikke, at det snart er definitivt slut med at lade dinglelygterne advare bilister om, at her kommer jeg på min cykel.
Otte ud af ti svarer i en ny undersøgelse, som YouGov har lavet for Codan, at de ikke aner, at der træder en ny lygtelov i kraft per 1. november.
Og under ti procent ved ikke, hvad de nye regler indebærer.
Det er bekymrende, at folk ikke kender til de nye regler, lyder det fra Codan.
- Det er vigtigt, at der kommer fokus på danskernes sikkerhed i trafikken. Ikke mindst på denne årstid, hvor det er mørkt, når folk cykler til og fra arbejde. Det kan man gøre ved at øge informationsindsatsen om de nye regler for cykellygter og ved generelt at øge danskernes bevidsthed om trafiksikkerhed i mørket, siger Nordisk CSR chef i Codan, Dorte Eckhoff.
Ifølge den nye lov, er det ulovligt at have dinglende lygter og en baglygte må ikke lyse mindre end forlygten.
Og så skal lygterne monteres, så de lyser direkte frem og tilbage, dog med en lille hældning på forlygten, så den ikke blænder. Lygterne skal være synlige på mere end 300 meters afstand, og de skal kunne lyse på lovlig vis i mindst fem timer.