En 36-årig mand blev i går skudt ihjel på værtshuset Billiarden i Odense efter et skænderi om et pokerspil.
Vidner fortæller til Fyens Stiftstidende, at den 36-årige og en anden mand skændtes efter et slag poker. Den anden mand forlod værtshuset, men vendte kort efter tilbage.
Lige efter tilbagekomsten hørte vidnerne fire fem skud, og den 36-årige blev fundet livløs i baggården til værtshuset. Politiet kan dog ikke bekræfte, at det var pokerspillet, der var motiv for drabet.
"Han blev indbragt til Odense Universitetshospital, hvor han senere afgår ved døden," forklarer efterforskningslederen, Henrik Justesen.
Efter skuddene flygtede to personer ud af baggården. Man formoder, at den ene af dem, er gerningsmanden.
Politiet anholdt en mand umiddelbart efter skuddramaet, men mener ikke, at han er den skyldige. De har dog en god ide om, hvem drabsmanden er.
"Vi har navnet på en mand, vi gerne vil snakke med, som vi formoder er gerningsmanden. Politiet har kendskab til ham," siger Henrik Justesen.
"Vi søger efter ham, og så må vi se, hvad tiden bringer."
Den dræbte er i forvejen kendt af politiet. Henrik Justesen vil ikke oplyse, hvordan politiet kender ham, men det er ikke banderelateret, understreger han.