Bonjour og Ciao. Sådan må det gerne lyde, når kollegaerne kommer og går.
Vi vil i hvert fald gerne have nogle veluddannede hænder her til landet.
Sådan lyder udsagnet fra et flertal i en meningsmåling, som Capacent har lavet for Dansk Erhverv.
"Hvis man kan få folk ind, som har et højt kvalifikationsniveau og en høj erhvervsfrekvens, så bidrager det både til arbejdsudbuddet, væksten og holdbarheden på de offentlige finanser," lyder det fra økonomiprofessor ved Aarhus Universitet, Michael Svarer, der var medlem af regeringens Arbejdsmarkedskommission, over for business.dk.
58 procent svarer, at de er helt enig eller overvejende enig i, at det er fornuftigt at importere højtuddannet udenlandsk arbejdskraft til Danmark.
Eksperten peger på, at problemet lige nu specielt er, at vi ikke er gode nok herhjemme til at fastholde de veluddannede udlændinge her i landet i en længere periode.
Dermed mener arbejdsgiver organisationen Dansk Erhverv, at danskerne går imod toppen i fagbevægelsen.
"Det er nødvendigt med udenlandsk arbejdskraft for fortsatte produktivitetsstigninger i erhvervslivet," siger Ole Steen Olesen, arbejdsmarkedschef i Dansk Erhverv.
Især vel uddannede danskere er med på idéen de udenlandske hjælpende hænder. Knap 80 procent af de adspurgte med en lang videregående uddannelse, er således positive.
Arbejdsmarkedskommissionen konkluderede i sin tid, at udenlandsk arbejdskraft kan være en del af løsningen, når ældreboomet for alvor rammer os. Men understregede samtidig, at et opgør med efterlønnen kommer i første række.