Danskernes ganer blev lidt sjældnere fyldt med kolde øl-dråber i 2006. Forbruget af øl faldt nemlig sidste år, ligesom forbruget af vin, spiritus og alkoholsodavand. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Sidste år indtog vi i alt 54 millioner liter ren alkohol. Det svarer til 12,1 liter per indbygger over 14 år, hvilket er et fald på 0,7 liter per person.
Som noget nyt har Danmarks Statistik også kigget på grænsehandlen med alkohol, og i 2006 købte vi færre øl, spiritusflasker og alkoholsodavand syd for grænsen. Til gengæld blev der købt lidt mere vin udenlands.
Mens vi lever en smule sundere ved at indtage mindre alkohol, er vi dog ikke holdt op med at ryge. Salget af cigaretter, cigarillos og cigarer er steget en smule, men regnet ud per indbygger over 14 år ryger vi lige så mange cigaretter som tidligere. I 2006 blev der således røget 1.925 cigaretter m.m. per indbygger over 14 år.