EU-Parlamentet står i kø for at uddele roser til konkurrencekommissær Margrethe Vestager under en debat i Strasbourg i Frankrig onsdag.
Roserne gives på baggrund af Vestagers beslutning om at tildele den multinationale virksomhed Apple et skattesmæk på 100 milliarder kroner.
Pengene skal tilbagebetales til den irske statskasse.
Irland har ifølge kommissionen givet ulovlige skattefordele til Apple, som gjorde det muligt at betale væsentligt mindre i skat end andre virksomheder gennem mange år.
- Mange europæiske borgere lever under vanskelige forhold i disse tider, og de undrer sig over, hvorfor multinationale virksomheder ikke deltager, siger Pablo Zalba Bidegain fra den konservative EPP-gruppe.
- Borgerne skal takke kommissæren for den indsats, der er gjort. Vi viser, at vi er en del af løsningen og ikke problemet.
Også i den socialdemokratiske S&D-gruppe er der fuld opbakning til Vestagers milliardregning.
- Du (Margrethe Vestager, red.) bekæmper indædt unfair konkurrence, og du skal have tusind tak. Vi er blevet afhængige af virksomheder som Apple, og i sidste ende snyder de os, siger Pervenche Berés.
Også hos irske parlamentsmedlemmer er der opbakning at hente.
- Jeg har mange gange forsvaret de nationale parlamenters ret til at fastlægge deres egen skattepolitik. Men det her er ikke et af de tilfælde, siger Matt Carthy fra det Nordisk Grønne Venstre.
- Denne kendelse har ingen konsekvenser for vores skattesatser. Multinationale virksomheder kan fortsat være sikre på vores skattepolitik, men de kan ikke længere være sikre på, at de kan undslå sig milliarder i skat, siger han.
Den irske regering vil ikke anerkende, at Apple skulle have fået en skattefordel og har derfor appelleret kendelsen.
Men det tager kommissær Margrethe Vestager med ophøjet ro.
- Det har de ret til at gøre. Vi har en robust afgørelse, og den vil vi gerne forsvare i retten, siger hun.
/ritzau/