Han er kendt for at dele øretæver ud, men tirsdag blev Floyd Mayweather selv offeret, da han blev overfaldet på gaden i London.
Den tidligere verdensmester i boksning var i gang med det, han er bedst til – at bruge penge – da en gruppe på 8-10 personer angreb ham foran en smykkebutik i London.
Ifølge den engelske avis The Sun blev overfaldet begrundet i bokserens udtalte støtte til Israel i den verserende konflikt i Mellemøsten.
Stjernens sikkerhedsfolk fik hurtigt gennet ham ind i en ventende bil, og Mayweather kom ikke til skade under episoden.
47-årige Floyd Mayweather, hvis kælenavn er ”money”, er en af de bedste boksere nogensinde. Han boksede 50 kampe og vandt dem alle. Han boksede sin sidste officielle kamp i 2016.