Præsident Barack Obama hyldede Shimon Peres som en nær ven, da han talte ved nobelfredsprisvinderens begravelse i Jerusalem fredag.
Obama sagde i begyndelsen af sin mindetale, at den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas', tilstedeværelse ved ceremonien på Herzlbjerget i Jerusalem er en "påmindelse om de uafsluttede bestræbelser på at opnå fred".
Abbas sad i forreste række ved ceremonien, hvilket Peres' familie havde insisteret på. Der var et personligt venskab mellem den palæstinensiske præsident og den afdøde israelske statsmand.
Obama citerede Peres for, at "det jødiske folk ikke blev født for at herske over andre".
- Peres fandt i sit hjerte rum for andre som led.
- Selv når han stod over for terrorangreb og gentagne skuffelser ved forhandlingsbordet, insisterede han på, at palæstinenserne må ses på som ligeværdige med jøderne, og at de derfor også har lige så stor ret til selvbestemmelse, sagde Obama.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, hyldede Peres som "en stor verdensmand", da han fredag holdt mindetale for den afdøde statsmand.
- Shimon levede et liv med et formål og nåede fantastiske højder. Han var en af Israels store mænd; han var en af verdens store mænd, sagde den israelske regeringsleder.
Også USA's tidligere præsident Bill Clinton talte ved ceremonien og kaldte Peres en visionær politiker.
Over 70 lande var repræsenteret ved begravelsen.
Heriblandt Frankrigs præsident, François Hollande, Storbritanniens prins Charles, og de tidligere britiske premierministre David Cameron og Tony Blair.
Fra Danmark deltog udenrigsminister Kristian Jensen (V).
Op mod 8000 politifolk er mobiliseret i en omfattende sikkerhedsoperation i Jerusalem, hvor hovedvejen til byen er lukket for offentligheden.
Shimon Peres fik et slagtilfælde for to uger siden og var egentlig i bedring. Men han fik tilbagefald og døde på et hospital i Tel Aviv natten til onsdag.
Dermed siger israelerne fredag endeligt farvel til den sidste af de personer, der var med i inderkredsen, da staten Israel blev grundlagt.
Peres nåede at bestride stort set alle de øverste poster i landet, herunder premierminister og præsident.
I 1994 modtog han Nobels fredspris sammen med daværende premierminister, Yitzhak Rabin, og den daværende palæstinensiske præsident, Yasser Arafat.
Anledningen var Oslo-aftalen, der dengang var et gennembrud i den årtier lange konflikt mellem israelere og palæstinensere.
Shimon Peres er blevet begravet imellem de to tidligere premierministre Yitzhak Rabin og Yitzhak Shamir.
/ritzau/Reuters
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.