Venstre står lige så stærkt som i 1920

Venstre står med 63 mandater historisk højt i Voxmeters meningsmåling, som truer Thorning, mener Hans Engell
Lars Løkke Rasmussen, Ellen Trane Nørby og resten af Venstre toppe har medvind i sejlene.
Lars Løkke Rasmussen, Ellen Trane Nørby og resten af Venstre toppe har medvind i sejlene. Foto: Niels Hougaard / POLFOTO

Venstre kan næsten gå på vandet i Voxmeters seneste meningsmåling, hvor Venstre står til 63 mandater med 35,8 procent af stemmerne.

Det er den højeste antal mandater til Venstre nogensinde. Godt nok fik partiet ved valget i 1920 36,2 procent af stemmerne. Men dengang udløste resultatet kun 52 mandater, da der i Folketinget blot var 140 medlemmer.

De 63 mandater i den seneste måling er det højeste antal, der nogensinde er målt i en Voxmeter-måling.

Med 23 mandater til Dansk Folkeparti har Venstre næsten flertal alene med DF uden De Konservatives syv mandater og Liberal Alliances seks mandater. Blå blok får massivt flertal med 99 mandater mod 76 mandater til rød blok.

Socialdemokraterne står til 31 mandater . Det er 11 mandater færre end ved folketingsvalget for et år siden. De Radikale holder skansen med 17 mandater. SF, som er ved at udskifte Villy Søvndal, fortsætter nedturen med 10 mandater, seks færre end ved valget.

Målingen er dog primært foretaget, før Søvndal fredag meldte sin afgang.

- Det er en forrygende lussing til Thorning og regeringen. Målingen er mere et fravalg af regeringen end et tilvalg af Venstre. Venstre rydder bordet på hele den borgerligt liberale side. For regeringen er det jo skæbnesvangert, siger politisk kommentator Hans Engell.

- Det kræver et jordskred, før regeringen kan vinde næste folketingsvalg. Regeringen er slet ikke kommet i gang efter sommerferien. Den har skændtes om dagpenge, og fremlagt en forkølet akutpakke, mens Villy Søvndal forlader formandsposten i SF, siger han.

Voxmeter har telefonisk interviewet 1040 repræsentativt udvalgte vælgere fra 3. september til 8. september. 19,8 procent af de adspurgte var i tvivl om, hvor de ville sætte krydset. Der er en maksimal statistisk usikkerhed på +/- 2,9 procent i meningsmålingen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.