Sydøstjyllands Politi efterlyser en formodet gerningsmand, der menes at have stået bag to voldsomme røverier mod to Nærkøb-butikker i Kolding den 4. og i Lunderskov den 5. januar.
Politiet har en formodning om, at det er samme gerningsmand, der står bag begge røverier, da der er brugt samme fremgangsmåde. I begge tilfælde er ekspedienten på brutal vis blevet truet med en kniv.
I efterlysningen har man vedlagt et overvågningsbillede, der viser, hvordan den hætteklædte gerningsmand bag disken truer ekspedienten med en kniv i butikken i Lunderskov.
Røveriet i Kolding skete klokken 20.20 om aftenen, mens røveriet i Lunderskov skete næste formiddag klokken 9.30.
Politiet har udsendt følgende beskrivelser af gerningsmanden i hhv. Lunderskov og Kolding:
Nærkøb i Lunderskov
Gerningsmanden beskrives som en mand på 30-40 år, omkring 165-170 cm høj og almindelig af bygning. Han er dansk af udseende med hvid hudfarve, og han har lyse skægstubbe og taler dansk. Manden var ved røveriet i Lunderskov iført en grå hættetrøje med hvide snore, en mørkeblå jakke, blå bukser, og han var bevæbnet med en buet kniv.
Nærkøb i Kolding
Gerningsmanden beskrives ved dette røveri også som dansk af udseende med hvid hudfarve og almindelig af bygning. Han var iført en sort jakke, hvor han havde en grå hættetrøje med hvide snore indenunder og mørkeblå baggy-jeans. Han var ved dette røveri også bevæbnet med en kniv.
Har man oplysninger vedrørende de to røverier, bedes man kontakte Sydøstjyllands Politi på telefon 114.