Den danske målmand Anders Lindegaard havde taget plads på bænken, mens Manchester United tirsdag aften tog sin anden sejr i lige så mange Champions League-kampe, da rumænske CFR Cluj blev besejret 2-1 i Rumænien.
Men nogen redningsmand kan man dårligt kalde afløseren David De Gea, for spanieren havde ikke meget at se til i en kamp, der blev spillet i et lavt tempo, og som aldrig fik den store intensitet.
United, som har haft svært ved at komme ud af starthullerne i Premier League, hvor holdet er kommet bagud 0-1 i fem af de første seks kampe, fik en ny forskrækkelse, da rumænerne kun skulle bruge 13 minutter på at bringe sig i front.
En lang diagonalaflevering endte hos senegaleseren Modou Sougou, som havde masser af plads på højrekanten, og på hans flade tværaflevering kunne Antelis Kapetanos bringe Cluj foran 1-0.
Men Alex Fergusons mænd fik samlet sig mod et rumænsk hold, der konsekvent ventede på, at englænderne skulle begå fejl.
Det gjorde United bare ikke, før Robin van Persie havde udlignet til 1-1 på et halvkikset hovedstød i en situation, hvor Cluj-forsvaret mislykkedes totalt med en offside-trækning.
Derefter var det solid engelsk dominans mod det afventende hjemmehold, men kampen skulle ind i anden halvleg, før Robin van Persie på Wayne Rooneys præcise indlæg kunne lave sit andet mål og dermed score til 2-1 til Manchester United.
Først i kampens slutminutter kom der endelig lidt desperation ind i hjemmeholdets spil, og i overtiden var der optræk til panik i det engelske forsvar, men en overraskende udligning udeblev.
I gruppens anden kamp vandt portugisiske Braga med 2-0 i Istanbul over tyrkiske Galatasaray.
/ritzau/