Det er nok engang mislykkes at lande en atomaftale med styret i Iran. Det oplyser Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA).
Herman Nackaerts, der er vicegeneraldirektør i IAEA, siger torsdag, at han og hans hold vendte tilbage til hovedsædet i Wien onsdag uden en aftale om at kunne inspicere Irans atomanlæg.
Ifølge vicegeneraldirektøren fortsætter Det Internationale Atomenergiagentur sine samtaler med Iran, men det behøver tid til at reflektere over de næste skridt i den fastlåste situation.
- Vi havde diskussioner om et dokument, men det kunne vi ikke færdiggøre. Vi har ikke aftalt en dato for et nyt møde, siger Herman Nackaerts ifølge nyhedsbureauet AFP.
Det Internationale Atomenergiagentur vil gerne have adgang til Irans atomanlæg, men det har det iranske styre indtil videre nægtet.
Iran mistænkes af USA og Europa for at være i gang med at udvikle en atombombe.
Regimet i Teheran har svaret, at dets atomprogram kun har et civil formål - at producere energi.
De vestlige landes bekymring skærpes af, at Iran udvikler raketter med længere og længere rækkevidde.
/ritzau/Reuters