Efter knap fire timers vidneafhøring foran tre dommere og otte nævninger ændrer en 28-årig våbendømt mand sin forklaring.
Manden, Rami Mawad, er tirsdag indkaldt som vidne ved Retten i Holbæk, der i øjeblikket behandler en sag mod fem mænd, der er tiltalt for at have håndteret sammenlagt flere end 40 våben.
Rami Mawad har tidligere tilstået sin rolle i sagen og fik i den forbindelse en dom på to et halvt års fængsel.
Ved tirsdagens retsmøde lagde Rami Mawad ud med forklare, at 27-årige IT og 29-årige SP var til stede i et sommerhus nær Asnæs i april 2011, hvor der fandt en overdragelse af 18 skydevåben sted.
Tidligere har Mawad forklaret, at det var 26-årige RO og ikke SP, der var til stede i sommerhuset. Og midt under dagens retsmøde ændrede han så forklaring igen.
- Skal jeg forstå det sådan, at den forklaring, du har afgivet her, ikke har været sand, spurgte anklager Karen Vistisen afslutningsvis.
- Den har ikke været helt sand, lød svaret fra Rami Mawad.
- Hvad er rigtig, spurgte Karen Vistisen.
- Det ved jeg faktisk ikke. Jeg ryger en del hash, lød svaret fra Rami Mawad, inden retsformand Lis Hævdholm brød ind.
- Det fritager dig ikke fra strafansvar, sagde retsformanden, som inden afhøringen af Mawad ellers behørigt formanede ham, at det er strafbart at tale usandt som vidne.
Flere personer er allerede dømt i sagen, blandt andet den 70-årige ekslivredder Max Reimer Hansen fra svømmehallen Asnæs i Odsherred.
Sagen drejer sig om flere våbeninteresserede danske mænd, der for de flestes vedkommende er oppe i årene, som har forsynet personer i det kriminelle miljø med skydevåben.
Rami Mawad er kendt fra bandemiljøet i Taastrup på den Københavnske Vestegn. Under tirsdagens retsmøde er det kommet frem, at han ifølge Rigspolitiet er en del af grupperingen Black Angels, der har relationer til rockergruppen Hells Angels.
/ritzau/