De penge, regeringen i de kommende måneder vil spare ved at skære i kontanthjælp, førtidspension og fleksjobordninger, skal sendes direkte tilbage i statskassen.
Sådan lyder kravet fra Venstre, såfremt partiet skal lægge mandater til regeringens reformer, skriver Jyllands-Posten.
"Det overskud, man får på reformerne, skal bruges på at konsolidere de offentlige finanser. Det skal det for at sikre, at vi også har råd til at betale for velfærden, når vores børn og børnebørn skal overtage samfundet," siger politisk ordfører Ellen Trane Nørby (V) til Newspaq.
"Vi har en forpligtigelse til ikke bare at skubbe en kæmpestor regning og bruge løs lige nu, og det håber vi sådan set, at regeringen er enig med os i," melder ordføreren.
Dermed kan pengene ikke gå til velfærd, som regeringen ellers har lovet. Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) holder dog stadig døren til forhandlingsrummet åben for Venstre.
"Vi synes heller ikke fra regeringens side, at tiden er til store udgiftskrævende forslag. Når regeringen har fremlagt sit forslag, sætter vi os til forhandlingsbordet. Det er selvfølgelig også der, at vi skal diskutere de økonomiske aspekter," siger Mette Frederiksen til Jyllands-Posten.
Regeringen går efter at spare 2-3 milliarder kroner, skriver Jyllands-Posten.