"Må man fyre en medarbejder, fordi hun er kvinde? Ja eller nej?"
15 af denne type spørgsmål dumpede to ud af 1.206 prøvedeltagere til den seneste medborgerskabsprøve. Derfor vil integrationsminister Søren Pind (V) overveje, om prøven er for nem, skriver jp.dk.
"Nu må vi have en debat om, hvad vi har ud af den prøve," siger Søren Pind til jp.dk.
Han glæder sig dog over, at testtagerne har læst op på stoffet. Det gør integrationsordfører Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti også, selvom han måske hælder til, at prøven er for nem.
"På den anden side af valget skal vi diskutere, om prøven er for nem," siger Peter Skaarup til jp.dk.
Prøven skal tages som en del af pointsystemet for at få permanent opholdstilladelse i Danmark. I stedet for at få point ved at være aktiv i en forening, kan indvandrere også tage testen for at samle point til de 100, der er adgangskravet.
Hos Socialdemokraterne vil de fuldstændig ændre hele pointsystemet til permanent opholdstilladelse.
"Det er så smækfyldt med uretfærdigheder. Min indbakke er fyldt med henvendelser fra borgere, der har svært ved at finde rundt i reglerne," siger integrationsordfører Henrik Dam Kristensen til jp.dk og slutter:
"Det hele skal gennemgås efter valget."
Kilde: jp.dk