Det var dengang, ikke. Før finanskrisen.
Helt ærligt: Der er meget jeg ikke savner fra dengang. Det umådeholdne forbrug f.eks. Det blev for usmageligt, for ligegyldigt og for grådigt.
Men jeg savner den næsten fulde beskæftigelse, hvor mennesker kan tjene en løn og forsørge sig selv og deres børn.
Sådan er det ikke mere. Og børnene er før som nu de første ofre. Når far og mor bliver fyret, er der ikke længere råd til sportsklubben og de nye gummistøvler.
Der kommer nemlig altid en regning.
Det glemte vi under forbrugsfesten - det skal vi ikke glemme igen.
Lader vi børnene betale prisen nu, risikerer vi at miste dem på gulvet, for bliver de små bliver lukket ude fra fællesskabet, vil de som voksne blive stående udenfor.
Og den regning bliver for dyr at betale.