Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, siger, at USA's forhandlinger om en våbenhvile i Syrien med Rusland er tæt på at blive stoppet.
Den russiskstøttede syriske regering har trods truslen, som blev fremsat onsdag, fortsat sine intense angreb i storbyen Aleppo i Syrien.
Torsdag skærpes retorikken dog.
- Vi er tæt på at suspendere forhandlingerne, fordi det er irrationelt at sidde her og prøve at tage tingene seriøst, når disse former for bombninger finder sted.
- Det er et af de tidspunkter, hvor vi bliver nødt til at kigge efter alternativer, siger John Kerry.
En anonym, amerikansk embedsmand har sagt til Reuters, at det ventes, at USA torsdag meddeler Rusland, at alt diplomatisk samarbejde omkring Syrien afbrydes.
Torsdag har FN også bedt om ro i kamphandlingerne for at kunne oprette humanitære områder i Aleppo og hjælpe den nødlidende civilbefolkning.
Men den syriske regering agter at fortsætte sine angreb. De har i løbet af de seneste dage haglet ned over den oprørskontrollerede østlige del af Aleppo.
Angrebene er så voldsomme, at der er mistanke om krigsforbrydelser.
USA truede allerede onsdag med at stoppe diplomatiske samtaler med Rusland omkring Syrien, hvis ikke angrebene mod Aleppo sættes i bero.
Den russiske regerings talsmand, Dmitrij Peskov, kalder torsdag de amerikanske udtalelser for "ukonstruktive".
- Moskva fortsætter dets luftangreb for at støtte de syriske armerede styrkers "antiterroraktioner", siger han.
Samtidig har FN's nødhjælpschef, Stephen O'Brian, torsdag advaret i FN's Sikkerhedsråd om, at man nærmer sig en humanitær katastrofe i Aleppo. Den er "ulig alt andet", der hidtil er set i krigen i Syrien.
Torsdag har den amerikanskledede koalition også gjort status over dets angreb mod Islamisk Stat i Syrien og Irak.
Ifølge John Dorrian, der er talsmand for de amerikanske styrker i Irak og Syrien, har man dræbt 18 "ledere" i Islamisk Stat i løbet af de seneste 30 dage. Det siger han i en briefing til Pentagon.
De dræbte er kommanderende, kommunikationsledere og personer, der rekrutterer krigere fra udlandet, som slutter sig til Islamisk Stat, lyder det i briefingen.
/ritzau/Reuters
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.