Ritzau
Opdateret kl. 18:54
USA halverer landets diplomatiske delegation i Cuba og advarer amerikanere mod at rejse til landet efter formodede angreb på diplomater.
Amerikanerne vil dog opretholde de diplomatiske forbindelser til Cuba, fastslår udenrigsminister Rex Tillerson.
- Vi fastholder de diplomatiske bånd til Cuba, og vores arbejde i Cuba fortsætter i USA's nationale sikkerheds og udenrigspolitiske interesse, siger Tillerson.
Beslutningen er truffet som følge af "specifikke angreb" på diplomater.
Tillerson har fået Cubas garanti for, at landets myndigheder vil efterforske de mystiske angreb.
Mens hovedparten af personalet forlader ambassaden, vil USA stoppe med at udstede visum til cubanere på ubestemt tid.
- Den rutinemæssige udstedelse af visa vil blive indstillet indtil videre, siger en kilde i udenrigsministeriet i Washington.
Bekymringen er opstået, efter at amerikanske diplomater for omkring et år siden begyndte at melde sig syge. 21 diplomater og familiemedlemmer skal på mystisk vis være blevet ramt af hjerneskader og permanente høretab.
Tidligere har USA's udenrigsministerium omtalt disse tilfælde som enkeltstående hændelser.
Fredagens melding er den første, hvori disse hændelser officielt omtales som "specifikke angreb" på amerikanske diplomater i Cuba.
Cubas repræsentation i Washington blev orienteret om beslutningen fredag morgen. Der har ikke været en offentlig reaktion fra cubanerne.
I en opdateret rejsevejledning opfordres amerikanere til ikke at besøge Cuba.
Udenrigsministeriet henviser til, at angrebene på amerikanske diplomater blandt andet er foregået på hoteller, der typisk har mange amerikanske gæster.
Derfor vurderes det, at også amerikanere, der ikke er diplomater, risikerer at blive mål for angreb.
Ministeriet advarer om, at ambassaden på grund af reduktionen af sit mandskab vil have svært ved at hjælpe amerikanere, der får problemer under besøg i Cuba.
/ritzau/AP