"Så snart de fylder 18 og selv skal betale, har de alle mulige undskyldninger for ikke at dukke op. En del siger, at de bare ikke lige har fået taget sig sammen til at bestille tid, og andre siger ligeud, at de synes, det er for dyrt," siger Elisabeth Gregersen, der er formand for Dansk Tandplejerforening til metroXpress.
Dansk Tandplejerforening oplever, at det er et stort problem, at de unge bliver væk fra tandlægen en årrække for derefter at vende tilbage med huller i tænderne og dårligt tandkød.
Erfaringerne fra Dansk Tandplejerforening underbygges af en undersøgelse fra Region Nordjylland, der viser, at hver fjerde ung mellem 18 og 24 ikke har set tandlægen siden de fyldte 18.
Adskillige kampagner har ikke afhjulpet problemet, og derfor vil Dansk Ungdoms Fællesråd nu have det offentlige til at støtte de unge økonomisk.
"Man kunne indføre en rabatordning, ligesom man kender det fra den offentlige transport. Det er ikke fordi, vi vil forkæle de unge, men fordi de har et mindre økonomisk råderum. For en studerende kan selv et ganske simpelt tandlægebesøg sagtens være en stor udgift," siger Jonas Norgaard Mortensen, der er kommunikationschef ved Dansk Ungdoms Fællesråd.
/Newspaq/