Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
I foråret blev sopranen Sofie Elkjær Jensen fastansat som solist på Operaen og nu følger basbarytonen Simon Duus trop. De er begge uddannede på musikkonservatoriet og Operaakademiet og er en del af en ny stærk generation af unge danske sangere med internationalt niveau.
Operachef Sven Müller udtaler, at han er begejstret for det nye kuld af dygtige danske operasangere og at han ser flere af dem som kommende store stjerner på den internationale scene: "Vi har rigtig mange dygtige danske operasangere også på internationalt niveau. Og vi har samtidig et vækstlag, der lover godt for operaens fremtid. Jeg har haft fornøjelsen af at opleve Simon Duus enorme kunstneriske talent i flere forestillinger og han er den helt rigtige tilføjelse til vores solistensemble lige nu".
Simon Duus blev optaget på Operaakademiet ved Det Kongelige Teater i 2008 hos Susanna Eken. Efter afsluttende eksamen i 2011 videreuddannede han sig på Det Jyske Musikkonservatorium i solistklasse hos Bodil Øland med debut i 2015. Efterfølgende er Simon Duus nu elev hos den amerikanske sanglærer Gregory Lamar.
Hans operarepertoire kendetegner sig især ved Mozartpartier som Leporello i Don Giovanni og Don Alfonso i Così fan tutte, men han er en alsidig sanger med en stor spændvidde.
Han har bl.a. modtaget Léonie Sonnings Musikfonds Stipendium, Reumert Talentpris og Richard Wagner Selskabets Bayreuth-Stipendium.
Simon Duus fastansættelse gælder fra sæson 2017/18, men allerede i denne sæson kan man opleve ham i Maskarade og Rejsen til Reims på Det Kgl Teater.
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.