Tv-stationerne kappes om at lave forbrugerprogrammer under konceptet lille mand, snydt af stor virksomhed . Må jeg som forsvarsadvokat med erfaring fra en del sager om økonomisk kriminalitet foreslå tv-stationerne at klone udsendelserne Station 2 og Kontant , eventuelt under navnet Kontant strafforfølgning .
Her kunne man så hver uge præsentere en person, der for en fem-ti år siden havde oplevet at få sit hjem og sin forretning ransaget, fået sine private og forretningsmæssige papirer og værdier beslaglagt samt været udsat for granskning af ikke blot egne forhold men tillige granskning af familie, venner og ikke mindst forretningsforbindelsers forhold, fra såvel politiet som skattemyndighederne.
Herefter har personen i årevis fået sit økonomiske og praktiske liv sat fuldstændigt i stå som følge af beslaglæggelser og efterforskning. Endelig har personen ventet år på at modtage den kortfattede besked fra retten »Thi kendes for ret, tiltalte frifindes«.
Skurk uden anger
Uden at være medieekspert er jeg sikker på, at dette tv-koncept vil få succes.
Som skurk kan man passende indkalde den konkrete politimester, da det ville blive for ensformigt og farveløst, hvis man i stedet indkaldte justitsministeren, der har standardsvaret parat.
Offeret kan så berette om for eksempel otte år i den ultimative vridemaskine med ødelagt forretning, fyring, drastisk reduceret bekendtskabskreds, skilsmisse og turen i lokalpressens gabestok.
Jeg er endvidere sikker på, at ingen vil tilgive skurken , der som altovervejende hovedregel vil fremstå helt uden anger, og som man kan spørge:
Hvad har du tænkt dig at gøre for at kompensere offerets tort og tab? Standardsvaret hertil vil som oftest være: »Ingenting, han/hun har selv været ude om det.« Jeg stiller hermed konceptet vederlagsfrit til rådighed.
Skifter med ét status
Som forsvarsadvokat, specielt i sager om økonomisk kriminalitet, møder man materialet til denne udsendelse. Det er klart, at frifindelser og sager, der frafaldes, i bund og grund er udtryk for retsstatens succes.
På den anden side virker det ofte, som om den danske retsstat i betydeligt omfang overser, at de mennesker, der står som frifundne, eller hvis sager frafaldes, med ét fuldstændig skifter status fra at være gerningsmænd til at være ofre.
Når det kommer til spørgsmålet om kompensation for tort og tab, fungerer systemet i dag som en direkte hån mod de personer, der har været gennem vridemaskinen .
Det er langsommeligt og besværligt at få erstatning – som man selv skal ansøge om – og et sagsbehandlingsforløb på to-tre år oven i de fem-ti år, man i forvejen har været udsat for, virker skræmmende på de fleste.
Bevisbyrden for, at der er lidt tab, påhviler offeret og er ofte umulig at løfte. Tab af kunder, omsætning og indtjening og ekstraudgifter til revisor er i praksis stort set umuligt at bevise. Kompensation for tab af familie, bekendtskabskreds og anseelse, for eksempel i forbindelse med løbende presseomtale, kompenseres aldrig.
Kun Den Europæiske Menneskerettighedskonvention kommer offeret til hjælp. Hvis offeret kan bevise, at den samlede sagsbehandlingstid har været urimelig lang, eller der i sagen har været urimelige perioder helt uden sagsbehandling, tilkendes standardmæssigt en erstatning på 25.000 kroner.
Kamikazeindstilling
Desuden vil erstatningssøgende risikere at blive pålagt alle eller delvise omkostninger til egen advokat, såfremt resultatet bliver, at der ikke gives erstatning. Med et erstatningssystem i fem led vil der ikke skulle meget til, før de omkostninger, som erstatningssøgende risikerer at skulle afholde, langt overstiger de 25.000 kroner, man typisk maksimalt kan forvente at opnå i disse sager.
Stillet over for disse udsigter er der ikke noget at sige til, at man skal være udstyret med en særlig kamikazeindstilling for at kaste sig ud i dette erstatningsslagsmål efter at have været i vridemaskinen i fem-ti år.