Russeren Ekaterina Makarova slog natten til lørdag slovakiske Dominika Cibulkova ud af Australian Open i en tresætters maratonkamp.
Russeren, der er placeret som nummer 34 i verden, slog verdens nummer seks med cifrene 6-2, 6-7, 6-3.
Kampen bølgede frem og tilbage. Makarova var overlegen i første sæt, og i andet sæt var russeren foran 4-0, før Cibulkova leverede et flot comeback og vandt sættet i tiebreak.
Makarova fik dog servet sig tilbage i kampen i tredje sæt, som hun vandt uden de store problemer mod en frustreret Cibulkova.
Makarova lavede fem serveesser undervejs. Cibulkova lavede ingen.
Kampen var interessant med danske øjne, fordi vinderen af Caroline Wozniackis kamp mod Johanna Konta skal møde Makarova i fjerde runde i Melbourne.
Makarova har en dårlig statistik mod Wozniacki, der har slået hende i alle deres syv indbyrdes opgør.
Wozniacki skal dog først forbi sin britiske modstander i lørdagens runde, Johanna Konta, som er i forrygende form.
De to spiller tredje kamp på Margaret Court Arena lørdag. Det vil efter alt at dømme blive mellem 6 og 7 lørdag morgen dansk tid.
Også tjekkiske Barbora Strycova har spillet sig videre til fjerde runde. Hun slog Franske Caroline Garcia i to sæt 6-2, 7-5. Det var Strycova der blev endestation for Wozniacki ved opvarmningsturneringen i Sydney i sidste uge.
Hos herrerne har den kroatiske superserver Ivo Karlovic sagt farvel og tak. Karlovic overmand blev David Goffin fra Belgien.
Det tog kun belgieren, der er seedet som nummer 11, en time og 27 minutter at udradere kroaten med cifrene 6-3, 6-2 og 6-4.
/ritzau/