Den tidligere verdensmester og OL-sølvvinder i BMX Sam Willoughby ligger lammet fra brystet og ned efter en træningsulykke for næsten to uger siden i USA.
Det oplyser hans familie ifølge nyhedsbureauet AFP.
Ved ulykken på en bane i San Diego 10. september styrtede den 25-årige australier og blev umiddelbart efter ulykken opereret for brud på en ryghvirvel, der har trykket rygraden.
- Heldigvis gik operationen godt nok til at lette trykket fra hans rygsøjle, så en ny operation ikke er nødvendig, oplyser familien i en pressemeddelelse udsendt af det australske cykelforbund, Cycling Australia.
- På nuværende tidspunkt kan Sam dog stadig ikke bevæge sig fra brystet og ned, men han har genvundet evnen til at bevæge armene, hedder det videre.
Sam Willoughby brød igennem i BMX-sporten, da han blev juniorverdensmester i 2008 og 2009. I 2012 blev han verdensmester for seniorer og vandt sølv ved OL i London.
To år senere stod han igen øverst på skamlen ved VM. Ved OL i Rio de Janeiro i sidste måned blev han nummer seks i finalen.
Sam Willoughby skal nu overføres til et rehabiliteringscenter, hvor der venter ham en lang genoptræning for at forsøge at genvinde evnen til at gå
/ritzau/