Ritzau
Opdateret kl. 14:16
Ukraine hævder at have ramt russiske luftforsvarssystemer på halvøen Krim, mens Rusland siger, at et stort missilangreb er blevet afværget mandag.
Ukraine har øget angrebene på Krim, som Rusland annekterede i 2014, siden landet indledte en modoffensiv mod Rusland tidligere dette år.
- De væbnede styrker har med succes ramt et strategisk objekt i luftforsvarssystemet på vestkysten af det besatte Krim, oplyser Ukraines hærs strategiske kommunikationsenhed på sociale medier.
Ukraine kommer ikke umiddelbart med yderligere detaljer om angrebet.
Rusland har mandag udtalt, at landets luftforsvar har skudt ukrainske missiler, der blev affyret mod halvøen, ned.
- 30. oktober klokken 13:00 (11:00 dansk tid, red.) blev et forsøg på et angreb fra Kyiv-regimet med otte Storm Shadow-krydsermissiler mod mål på Krimhalvøen stoppet, skriver Ruslands forsvarsministerium.
- Som et resultat af, at luftforsvaret afværgede angrebet, blev alle missiler skudt ned, tilføjes det.
Storm Shadow er et britiskleveret missilsystem med en rækkevidde på over 250 kilometer. Det gør Ukraine i stand til at ramme mål et godt stykke bag frontlinjerne.
En person er såret som følge af nedfaldne vragstykker, melder den russiskindsatte guvernør i Krims største by, Sevastopol.
Russiske militærbloggere har i løbet af natten meddelt, at Ukraine har øget angrebene på halvøen.
Ukraine har flere gange haft Ruslands sortehavsflåde på Krim som mål.
I september ramte et meget omtalt angreb sortehavsflådens hovedkvarter i Sevastopol ifølge Ukraine.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP