Danmark kommer frem mod 2019 til at mangle uddannet arbejdskraft.
Samtidig går de ufaglærte en usikker fremtid i møde. Tusindvis af ufaglærte job på fabrikker og byggepladser er nemlig gået tabt under krisen, og de job kommer ikke igen.
Det betyder, at mange af de personer, der kun har et eksamensbevis fra folkeskolen, vil få problemer med at finde job på fremtidens arbejdsmarked, anslår Arbejdsbevægelses Erhvervsråd.
Rådet har i en analyse regnet sig frem til, at der om få år vil mangle hele 150.000 uddannede.
Det dækker over 45.000 erhvervsuddannede så som håndværkere, salgsassistenter og sosu-assistenter, og 65.000 personer med mellemlange eller lange videregående uddannelser f.eks. ingeniører, pædagoger, læger og jurister.
Desuden vil der mangle 40.000 personer med korte videregående uddannelser f.eks. politibetjente, finansøkonomer og datamatikere.
De manglende hænder betyder, at samfundet går glip af 29 mia. kr. i 2019. Det svarer til to procent af den samlede samfundskage, BNP, anslår AE-Rådet.
122.000 danskere, der kun har folkeskolen eller en gymnasieuddannelse i ryggen, vil derimod stå på sidelinjen og have svært ved at finde job om ti år.
AE-Rådet har kun en løsning på problemet nemlig uddannelse.
"Der skal derfor satses målrettet på uddannelse, hvis Danmark også i fremtiden skal være blandt de rigeste lande i verden. Uddannelse er et umådelig vigtigt middel, fordi uddannelse øger produktiviteten i samfundet. Potentialet ved, at alle får en uddannelse, er stort og helt nødvendigt for at tackle den fremtidige udfordring med at skaffe uddannet arbejdskraft," skriver AE-Rådet.