En af boligejeres store drømme om gebyrfrit at kunne skifte realkreditinstitut kan blive virkelighed, hvis politikerne følger anbefalingerne fra et ekspertudvalg.
Det betyder, at realkreditinstitutterne må vinke farvel til et indfrielsesgebyr på 750 kroner fremover, hvis kunder vil skifte institut.
Det er en af hovedkonklusionerne i rapporten fra et ekspertudvalg, som har kigget realkreditmarkedet grundigt efter for især flytteomkostninger og gennemsigtighed.
Det skriver TV2 Business.
Udvalget blev nedsat efter balladen med Nykredits/Totalkredits forhøjelser af de løbende gebyrer på realkreditlån, som udløste en proteststorm fra kunderne.
Ud over at det skal være billigere at flytte lån anbefaler et flertal i udvalget, at institutterne skal sige farvel til gebyrer på kurtage og kursskæring for at gøre det nemmere at skifte institut.
Et typisk skifte koster i dag mellem 10-12.000 kroner for et lån på to millioner kroner.
Udvalget forslår også, at kunderne skal have en mere eksakt begrundelse, når realkreditinstitutterne vælger at sætte bidragssatserne - altså gebyrerne - i vejret.
Derudover skal varslingen over for kunderne være bedre. Det er en indirekte kritik af Nykredits/Totalkredits store prisstigning i foråret.
Et mindretal bestående af Realkreditrådet og Realkreditforeningen er dog imod at skippe disse gebyrer.
Dermed bliver det op til erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) og partierne bag hele striben af bankpakker i Folketinget at bestemme, om der skal skæres yderligere i realkredittens indtægter, når man skifter institut.
Ifølge TV 2 Business' oplysninger mødes partierne fra morgenstunden hos Troels Lund Poulsen for at blive orienteret om rapportens konklusioner.
Rapporten bliver offentliggjort fredag med Nina Dietz Legind, professor i bank- og kapitalmarkedsret på Syddansk Universitet, i spidsen for udvalget.
/ritzau/