Tysklands nye forsvarsminister, Boris Pistorius, siger torsdag, at de tyske Leopard-kampvogne vil ankomme til Ukraine i "slutningen af marts, begyndelsen af april".
Tyskland har lovet at levere 40 kampkøretøjer af typen Marder. Ukrainske soldaters træning i håndtering af disse køretøjer vil gå i gang inden for få dage, siger han.
- Og for de ukrainske soldater, som skal uddannes til Leopard-kampvognen, vil det ske lidt senere, siger Pistorius.
Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, besluttede tirsdag, at hans regering vil sende 14 af de tyskproducerede Leopard 2-kampvogne til Ukraine. Det skete efter flere måneders tøven.
Det åbner for, at flere andre lande som Polen, Finland og Norge kan sende deres Leopard 2-kampvogne til Ukraine.
/ritzau/AFP