Den tyske landsholdsangriber Miroslav Klose har fået en fairplaypris af det tyske fodboldforbund (DFB), efter at han i september fik dommeren til at annullere et af sine mål, fordi det blev scoret med hånden.
Den 34-årige forward, der spiller for Rom-klubben Lazio i den italienske Serie A, informerede på banen dommeren om, at han havde fået hjælp af hånden til det mål, han netop havde scoret mod Napoli.
Kloses klub, Lazio, endte derefter med at tabte kampen med 0-3.
- Dommeren spurgte mig, om bolden havde ramt min hånd. Det erkendte jeg, at den havde, og det var helt oplagt for mig at gøre, siger Miroslav Klose ifølge AFP.
- Der er så mange unge mennesker, der sidder foran tv-skærmene, og vi skal gå foran som gode eksempler, siger den 34-årige angriber.
Miroslav Klose er med på den tyske landshold, der tirsdag aften møder Sverige i en VM-kvalifikationskamp på det olympiske stadion i Berlin.
Det bliver hans kamp nummer 126 for landsholdet, hvor han indtil nu har lavet imponerende 65 mål.
/ritzau/