American Idol storsatser i denne sæson med et dommerpanel bestående blandt andet af de to popsangerinder Nicki Minaj og Mariah Carey. Og under en audition i North Carolina blev der for alvor hvæsset kløer de temperamentsfulde damer imellem.
- Jeg har sagt, at jeg fandeme ikke vil finde mig i hendes forbandede højhed derovre, råber en tydeligt ophidset Nicki Minaj i en video, som TMZ har lagt på sit website.
Skænderiet opstod angiveligt efter en audition, som de to popstjerner var uenige om.
Countrystjernen Keith Urban var fanget mundlam midt mellem de to hidsige kvindelige musikere, mens American Idols faste dommer, Randy Jackson, forsøgte at lægge en dæmper på gemytterne.
- Jeg har ikke tænkt mig at sidde her hver eneste forbandede minut og lade dig chikanere mig hvert minut hver dag, siger Nicki Minaj, som ifølge TMZ også truede med at slå Mariah i gulvet.
Tilrettelæggerne af American Idol valgte efterfølgende at sende dommere og den ventende masse af forhåbningsfulde deltagere hjem.
American Idol har de seneste par år oplevet en større seerflugt. Men måske kan divadramaet vende kurven.