Benzinglade rødder kommer til at arbejde endnu længere, hvis deres drøm om en toptunet og lynhurtig karet skal gå i opfyldelse.
Det står klart, efter Tryg Forsikring nu demonstrativt vælger at sætte prisen op på bestemte typer af bil-modeller.
"Alle ved, hvad det er for en biltype, vi taler om. Vi sigter efter de biler, som man kører i hele tiden for at føre sig frem og for at køre meget stærkt. Det er de ejere, som kun mener, at fartgrænserne er vejledende," forklarer Troels Rasmussen, kommunikationsdirektør i Tryg, til DR Nyheder uden at komme ind på specifikke bilmærker.
Ifølge Troels Rasmussen er prisstigningerne en direkte konsekvens af en ny vejledning til forsikringsselskaberne fra EU-Kommissionen, der kalder det diskrimination at kræve højere præmier for mænd end for kvinder.
"Unge mænd udgør en større risiko end unge kvinder, derfor er der prisforskel. Men nu må vi jo finde en ny måde, så andre ikke skal betale for en risiko, der ikke er deres," lyder det.
Forsikringsmanden erkender, at den nye opkrævningsmetode kan ramme uskyldige, lovlydige bilejere. Men ifølge Tryg er det klart at foretrække frem for en model, hvor alle betaler det samme beløb i forsikringspræmie.
Kilde: DR Nyheder