Tror du virkelig, at det er rart at være på kontanthjælp?
Sådan spørger Peter Hummelgaard Thomsen, der stiller op for Socialdemokraterne, i et debatindlæg i dagens Politiken.
Spørgsmålet er stillet til Børsens chefredaktør, Anders Krab-Johansen, der i sidste uge skrev i et debatindlæg, at vi er havnet i en situation, hvor alt for mange har det rart med at modtage overførselsindkomst, eller være ansat i den offentlige sektor og hver dag gå hjem før tid.
- Men mener Anders Krab-Johansen virkelig, at det er "rart" at være på overførselsindkomst, når vi ved, at hver fjerde kontanthjælpsmodtager er i behandling på et sygehus eller får receptpligtig medicin for psykiske lidelser? Eller når forskerne peger på, at risikoen for at udvikle depression er 11 gange så høj for ledige som for folk i arbejde? spørger Peter Hummelgaard Thomsen i debatindlægget.
Også beskyldningerne mod de offentligt ansatte får S-profilen til at reagere. Børsen-redaktøren ved åbenbart ikke, hvordan det er at måtte løbe hurtigere og hurtigere som sygeplejerske, påpeger han, og minder om, at den offentlige sektor faktisk er med til at den private sektor fungerer.
Beskyldningerne om, at de arbejdsløse er dovne, handler om at spille arbejderne og de arbejdsløse ud mod hinanden, skriver Peter Hummelgaard Thomsen i debatindlægget.