Tre mennesker er fredag blevet dræbt af skud i et supermarked i den amerikanske delstat Arkansas. Yderligere ti mennesker er såret, herunder to politibetjente.
Det oplyser politidirektøren ved Arkansas politi, Mike Hagar, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Skyderiet fandt sted i et supermarked i byen Fordyce, hvor der bor omkring 3200 mennesker.
- Desværre kan vi bekræfte, at 11 uskyldige civile er blevet skudt, og at tre af dem er blevet dræbt. To betjente er tilmed blevet såret i krydsild. Den mistænke blev også skudt og er nu varetægtsfængslet, siger Mike Hagar.
Politidirektøren forklarede ikke yderligere om skyderiets omstændigheder og svarede ej heller på journalisternes spørgsmål.
De to sårede betjente og gerningsmanden forventes at overleve, lyder det videre.
De civiles skader spænder fra ikke livstruende til ekstremt kritiske.
Guvernør i Arkansas Sarah Huckabee Sanders skriver på det sociale medie X, at hun er blevet informeret om skyderiet.
- Jeg er taknemmelig for politiets indsats og førstehjælpernes hurtige og heroiske indsats for at redde liv. Mine bønner er med ofrene og alle dem, som er påvirkede af denne rædselsvækkende hændelse, skriver hun.
Masseskyderier er ikke en sjældenhed i USA, hvor der er let adgang til at købe skydevåben i mange delstater. Der er flere skydevåben i landet, end der er indbyggere.
Der bor mere end 330 millioner mennesker i USA.
De hyppige masseskyderier har længe givet anledning til kritik af den nuværende våbenlovgivning.
Befolkningen er dog splittet i spørgsmålet. Det skyldes ikke mindst, at retten til at bære våben er sikret i USA's forfatning og af mange anses for at være en vigtig rettighed.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters