Ritzau
Opdateret kl. 15:04
En ældre mand er afgået ved døden, efter at han kørte i vandet i en kabinescooter mandag ved Norsminde Havn i Odder.
Det oplyser Østjyllands Politi til TV 2.
Til Horsens Folkeblad sagde vagtchef hos Østjyllands Politi Dion Emdal, at politiet modtog anmeldelsen klokken 12.22.
- Vi er dernede med både brandvæsen og ambulance, sagde han om redningsaktionen.
Ifølge Horsens Folkeblad var også en båd og flere dykkere til stede.
En video på TV2 Østjyllands hjemmeside viser kabinescooteren, som er blå, blive trukket op af vandet.
Operationschef Anders Jensen fra Østjyllands Brandvæsen fortæller Horsens Folkeblad, at det var beredskabet, som fik den ældre mand bjærget fra vandet.
Han blev efterfølgende hastet på hospitalet.
Ifølge Horsens Folkeblad var beredskabet ved at pakke sammen og forlade havnen omkring klokken 13.40.
/ritzau/