Tre ud af fire fuldtidsbeskæftigede oplever hver uge én eller flere ekstra travle arbejdsdage, som kan gå ud over frokostpausen.
Samtidig mener næsten fire ud af ti, at frokostpausen er vigtig for trivslen på arbejdspladsen, mens næsten hver tiende springer frokosten over, når tempoet bliver for højt.
Travlhed på jobbet kan gå direkte ud over frokostpausen. Tre ud af fire fuldtidsbeskæftigede oplever ifølge en ny undersøgelse mindst én ekstra travl arbejdsdag i løbet af en almindelig uge. Når presset stiger, vælger næsten hver tiende helt at springe frokosten over.
Undersøgelsen er gennemført af Retriever for fødevarevirksomheden Dagrofa blandt 1.000 mænd og kvinder.
Samtidig svarer 38 procent af de fuldtidsbeskæftigede, at frokostpausen er vigtig for trivslen på arbejdspladsen. Blandt medarbejdere med kantineordning er tallet 45 procent.
- Det er tankevækkende, at pausen ofte bliver det første, der ryger, når kalenderen er fyldt. Samtidig viser undersøgelsen, at mange forbinder netop frokostpausen med trivsel, siger Jesper Bjerring, kategoridirektør i Dagrofa.
Undersøgelsen viser også regionale forskelle. I Region Sjælland mener 48 procent af de fuldtidsbeskæftigede, at frokostpausen er vigtig for trivslen, mens tallet er 25 procent i Region Midtjylland.
Hver fjerde fuldtidsbeskæftigede svarer desuden, at de har dårlig samvittighed over kvaliteten af den frokost, de laver til sig selv eller deres børn.