Travl kronprins knokler videre i Kina

Kronprins Frederik deltager mandag i den officielle indvielse af Industriens Fonds Hus i Beijing i Kina.
Kronprins Frederik er på officielt besøg i Kina frem til den 26. september.
Kronprins Frederik er på officielt besøg i Kina frem til den 26. september. Foto: Nicolas Asfouri/AFP

Kronprins Frederik har haft nogle travle dage i Kina, hvor han netop nu er på officiel rejse.

Tirsdag den 26. september slutter kronprinsens rejse, men inden da er han atter trukket i arbejdstøjet.

Mandag formiddag deltog kronprins Frederik nemlig i den officielle indvielse af Industriens Fonds Hus på Yangihu Universitetet i Beijing, Kina.

Det skriver kongehuset på sin officielle hjemmeside.

Industriens Fonds Hus skal huse Sino-Danish Center for Research and Education, og under sit besøg fik kronprinsen en rundvisning i den nye bygning forud for åbningsceremonien.

Senere mandag deltager kronprins Frederik i indvielsesløbet SDC Inauguration Great Wall Run - Joining Forces for a Healthy Future på Den Kinesiske Mur.

Her vil kronprinsen løbe sammen med studerende fra centret, og løbets formål er at sætte fokus på sundhed for Kinas børn og unge, skriver kongehuset.

Mandag aften skal kronprinsen igen i det fine tøj, når han skal deltage i en officiel banketmiddag, der er arrangeret af UCAS i anledning af indvielsen af Industriens Fonds Hus.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.