DSB og transportminister Flemming Hansen (K) har ventet flere år på endelig at få lov til at åbne dørene til de nye IC4-tog, der i næste uge kommer til at køre med passagerer mellem Århus og Aalborg.
- Det er naturligvis meget glædeligt, at det første togsæt snart kommer ud at køre med passagerer mellem Århus og Aalborg - det har vi ventet på længe, siger transportminister Flemming Hansen.
De første ud af 83 IC4-tog skulle have været ude og køre i sommeren 2003, men forsinkelser har aflyst forsinkelser. Nu har Trafikstyrelsen dog givet DSB tilladelse til at køre de første ture med passagerer i almindelig trafik.
Italiensk leverandør ansvarlig
- Lige så meget som jeg glæder mig til, at det første togsæt bliver sat i passagerdrift, lige så meget glæder jeg mig til at se de næste 82 tog blive sat i drift, siger Flemming Hansen.
En rapport fra Rigsrevisionen placerede i slutningen af 2006 ansvaret for de forsinkede IC4-tog hos den italienske leverandør, Ansaldobreda.
- Jeg ser også frem til, at alle IC4-togene kan indsættes i hele landsdelstrafikken og dermed for alvor kan give et løft til togtrafikken i Danmark.