Når andelen af anbragte børn har været en procent de sidste 100 år, så skyldes det blandt andet, at familierne til de anbragte sjældent får hjælp, mener Inge Bryderup, der er professor i socialt arbejde på Aalborg Universitet.
Ifølge loven skal der arbejdes med den dysfunktionelle familie, mens barnet er anbragt, fordi enhver anbringelse sker med henblik på hjemgivelse, påpegede Inge Bryderup i Information igår:
- Men langt de fleste af de 11.-12.000 anbragte børn og unges familier får ingen støtte i forbindelse med anbringelser.
Stiller modsatrettede krav
Ifølge lektor på Metropol Idamarie Leth Svendsen, som igennem mange år har arbejdet med lovgivning og praksis på området, er loven omkring støtte til forældre til anbragte klar: Kommunerne skal tilbyde dem en støtteperson og lægge en plan for støtten.
- En af risikofaktorerne ved anbringelse er, at kommunens fokus på barnet og anbringelsesstedet kan komme til at fylde meget i forhold til forældrenes situation, siger Idamarie Leth Svendsen, der dog også mener, at lovgivningen på anbringelsesområdet samlet set stiller meget omfattende og nogle gange modsatrettede krav til sagsbehandlerne.
- Ifølge loven ser det jo pænt ud, men det er jo ikke det samme som, at det fungerer i virkeligheden, fordi politikerne de seneste 10-20 år har fyret løs med nye regler og krav, som det er vanskeligt at opfylde samtidigt, siger Idamarie Leth Svendsen, der mener, at det er en del af forklaringen på, hvorfor Borgerrådgiveren i Københavns Kommune i forsommeren kunne finde fejl i 78 ud af 78 børnesager.
Regler er til for at blive overholdet
John Klausen, der er lektor i socialret på Aalborg Universitet, mener derimod, at reglerne er til for at blive overholdt af hensyn til både forældrenes og børnenes retssikkerhed.
- Der kan ikke være nogen tvivl i kommunerne om, at forældre skal tilbydes støttepersoner, og at der skal udarbejdes en handleplan. Problemet er, at det ikke har nogen konsekvenser for kommunerne ikke at overholde lovgivningen, siger han til Information.
Også i Foreningen af Professionelle Støttepersoner oplever de, at det kniber med hjælpen til de anbragte børns forældre.
- Det er, som om kommunerne tænker: Nu er barnet anbragt, så nu kan barnet få fred til sin udvikling og forandring, mens forældrene får lov til at passe sig selv, siger Grethe Nikolajsen, der er formand for PS-foreningen.
Problemet er uvidenhed
Ifølge tal fra Danmarks Statistik blev der i 2015 kun tildelt en støtteperson i 16 procent af anbringelserne samme år. Ifølge Grethe Nikolajsen skyldes det lave antal støttepersoner også, at nogle forældre siger nej til tilbuddet, men alt for mange får enten ikke tilbudt støtte eller ved ikke, at de har ret til det, selv om loven blev indført i 2001.
- Problemet er desværre også uvidenhed. Nogle sagsbehandlere ved ikke, at forældre har den ret, og forældrene ved det oftest heller ikke, siger Grethe Nikolajsen til Information og påpeger, at der dog er store forskelle fra kommune til kommune.
Thomas Adelskov, formand for socialudvalget i Kommunernes Landsforening, skriver i en e-mail til Information, at der selvfølgelig skal udarbejdes handleplaner, ligesom forældrene skal have tilbudt en støtteperson. Ikke kun fordi det er et lovkrav, men fordi både børn og forældre skal have den støtte, de har brug for.
"Det at få sit barn anbragt er en meget svær situation, som er vanskelig at håndtere, så forældrene har brug for støtte før, under og efter anbringelsen. Handleplaner og støttepersoner er sat i verden for at sikre, at både børnene og deres forældre får den hjælp, de har brug for. Og de redskaber skal naturligvis bruges."
Thomas Adelskov påpeger, at der i mange kommuner er behov for en ledelsesindsats og en kulturændring for at sikre, at de udsatte familier får den nødvendige støtte.
"Vi kan se fremskridt, men vi er ikke i mål," slutter han.