Hundredvis af medlemmer af Djøf, Dansk Magisterforening og HK har siden januar ringet for at få rådgivning om deres karrieremuligheder, fordi regeringen vil rykke 1.824 statslige arbejdspladser til provinsen.
Det skriver Politiken fredag.
Hos magistrene beretter formand Camilla Gregersen, at et flertal af de berørte medarbejdere søger nyt job.
Sammenlignet med den første udflytningsrunde, der blev præsenteret i oktober 2015, er der kommet "et større run på", forklarer chefkonsulent hos Djøf, Maja Kure Kristensen. Og som noget
nyt søger medlemmer, der ikke er berørt af regeringens flytteplaner, også efter nyt job af frygt for en ny runde.
Fagforeningerne oplever, at de berørte medarbejdere er frustrerede over deres situation. Den absolutte højdespringer på frustrationsskalaen er, at der ikke er sat en dato på flytningen.