Hvad står du og mangler? Hvilke ting har du intet imod at købe brugt, og hvad kan du spare flest penge ved at finde på genbrugsmarkedet?
Et samlet svar fra danskerne på disse tre spørgsmål er: En sofa.
Sofa er nemlig årets søgeord på DBA. Det er dét ord, som danskerne indtastede flest gange i DBAs søgefelt i 2023.
- Sofaen er hvert år den mest populære genbrugsvare, og det skyldes nok, at mange husstande kan huse flere sofaer. En sofa til teenageværelset og en sofa til sommerhuset - foruden den i stuen, fortæller Julie Schoen, DBAs presseansvarlig.
Hun indskyder, at man på de fleste sofaer i dag kan tage betrækket af for at vaske det, og så er der i øvrigt gode penge at spare ved at erhverve sig stuemøblet brugt - en ny sofa kan være en bekostelig affære.
Årets "sølvmedalje" går til...
Det næstmest anvendte søgeord på den blå portal var engang det mest populære søgeord. Men i år må det tage til takke med en andenplads: Årets "runner up" er iPhone.
- Det er egentlig utroligt, at 'iPhone' ligger i top, for du kan søge efter en iPhone på mange måder: Den nyeste udgave af iPhone, fx søgeord som 'iPhone 14', ligger også altid som et af de mest populære søgeord hos os, så samlet set er Apples smartphone bare ganske populær, må vi konstatere. Også brugt, fortæller Julie Schoen.
Iphone overhaler dog sofaen i efterårsmånederne på DBA, for her lanceres typisk de nyeste Smartphone-modeller, og det får folk til at sætte deres nuværende smartphone til salg, når de nu skal købe den nye model. Det ved mange DBA-brugere i midlertidig godt, og derfor er der også flere danskere, som valfarter til DBA for at købe den næstnyeste model til en billig pris.
De største ændringer i år
DBAs søgeordstop10 ligner til forveksling søgeordslisten fra 2022. Men det, der har ændret sig, er, at kommoden er blevet en tand mere populær end sidste år. Søgeordet 'kommode' rykkede sig fra en 8. plads til 7. plads, mens sofabordet er blevet en tand mere "upopulært". Det brugte sofabord er på et år rykket en plads længere op på listen.
Gratis er det eneste ord på DBAs top 10, som ikke dækker over en specifik vare. Det var første år sidste år, at 'gratis' blev indtastet så flittigt i DBAs søgefelt, at det kom med på listen. Noget kunne tyde på, at de høje renter og prisløftet på dagligvarerne stadig kan mærkes i pengepungen, siden 'gratis' også i år mænger sig med top 10.
Disse søgeord blev mest anvendt på DBA i 2023:
1. Sofa
2. iPhone
3. Lego
4. Spisebord
5. Cykel
6. Gratis
7. Kommode
8. Sofabord
9. Lænestol
10. Skrivebord