Det er en planlagt norsk særtold på dansk ost på hele 277 procent, som nu får Bendt Bendtsen til at fare i flindt mod vores naboland mod nord.
- Hvis de vil have ballade, skal de få ballade. Jeg mener, at vi må få EU til at indføre told på forarbejdet norsk fisk, siger den konservative Bendt Bendtsen fra Europa-Parlamentet til Ekstra Bladet.
Striden begyndte, da Norge for nylig indførte en told på 72 procent på danske potteplanter. I sidste uge fremlagde den norske regering et finanslovsforslag med en ostetold på 277 procent. Samtidig vil den norske regering hæve tolden på oksekød med 344 procent.
Bendt Bendtsen bliver bakket op af direktør Søren Gade fra Landbrug og Fødevarer.
- Vi vil gøre, hvad vi kan for at få EU til at indføre restriktioner. Det er det eneste sprog, nordmændene forstår, siger Søren Gade til Ekstra Bladet.
Arla skønner at ostetolden vil komme til at betyde et tab på 20 milliarder. Også de danske gartnerier står til at miste op til 260 millioner kroner i omsætning, hvis de skyhøje told bliver indført.
Handelsminister Pia Dyhr Olsen har nu rejst sagen overfor EU's landbrugskommissær.
Kilde: Ekstra Bladet