Rafi Bahalul tog for et stykke tid siden sin sædvanlige svømmetur om morgenen, men denne dag skulle blive ganske anderledes. Ud for kysten af Atlit, som ligger lidt syd for Haifa, sprang Rafi i bølgen blå, men på et tidspunkt så han noget igennem sine svømmebriller, som mindede om en sten med inskriptioner på.
– Jeg så den og svømmede videre, indtil det slog mig, at det var noget usædvanligt. Jeg dykkede ned og rørte ved det, og det var ligesom at se noget af et egyptisk tempel under vandet, fortæller han til ABC
Han havde lige fundet et egyptisk stenanker, som er dateret til ca. 1.400 år før vores tidsregning.
Gudinde for skrivekunst
Man mener, at ankeret har været en del af et stort vægrelief, som så måske er gået itu, og man har boret et hul i det og brugt det som anker. Hvordan det tunge anker endte op ud for Israels kyst vides ikke, men måske det var tabt, hvis tovet knækkede eller skibet kunne have lidt skibbrud i sin tid.
Området, hvor morgensvømmeren fandt stenen, er kendt for sine mange arkæologiske fund. Hieroglyfferne på stenen er af gudinden Seshat.
Seshat er gudinde for skrivekunst og bærer tilnavnet "Den, som er forrest i Boghuset", men hun er også gudinde for opmåling og skytsgud for arkitekter, matematikere og for registrering. Mange af disse opgaver delte hun med skrivernes gud Thoth, som hun var gift med.
Ankeret er lige nu udstillet på Det Israelske Museum i Jerusalem.
Om Rafi Bahalul fik en findeløn, melder historien ikke noget om. Som regel får man findeløn efter værdien af vægten på det ædelmetal, man finder. Og her var der så "bare" tale om en stor sten.