Sergei og Yuri anede det ikke, da det gamle og slidte fragtskib Alexa lagde til i København 26. juni sidste år.
At de skulle komme til at tilbringe måneder og år ved kajen i den danske hovedstad. De vidste heller ikke, at de helt alene ville blive på skibet i en kamp for at få den løn, som de mener, rederen skylder dem.
Og de vidste slet ikke, at den kamp ville gøre dem til en ensom duo i et land, hvor de ikke kender sproget, og hvor de skal klare sig for kun 1.000 kroner om måneden.
Knapt halvandet år senere er de to søfolk blevet klogere.
De bor stadig på det tomme, kolde skib. De starter den 42 år gamle dieselmotor en gang om ugen, og de håber stadig, at den dag, hvor de får deres løn, er lige om hjørnet. Så de kan komme hjem.
En tvist om penge
Det er penge, der er årsagen til, at de to russere har spildt så lang tid i et land, de ikke kender, og hvor de ikke taler sproget.
Yuri og Sergei mener, at Alexas reder skylder dem løn for flere år. Rederen mener til gengæld, at besætningen har kidnappet skibet – ulovligt. Alligevel sender han hver måned Sergei og Yuri 1.000 danske kroner hver, så de to kan overleve.
De to fortæller, at rederen igen og igen har lovet, at der snart vil komme penge. Men hver gang er der intet sket.
Så russerne er glade for besøg på Alexa. For dagene ligner hinanden for de to vejrbidte søfolk.
»Vi har delt døgnet op i to vagter, for der skal hele tiden være en oppe og opmærksom på sådan et stort skib. Yuri har vagten fra midnat til middag, og jeg har de næste 12 timer,« fortæller Sergei med monoton stemme. Der er ellers ikke meget at holde øje med på det 130 meter lange, orange skib, som i sine sejlende dage holdt 20 mand beskæftiget. Men de to russere vil gerne vise, hvad de får tiden til at gå med.
Hvislen fra utæt ventil
Sergei fører an gennem de mørke gange, for skibet er uden strøm alle de steder, man kan undvære strøm. For at spare, forklarer de to.
Gangene bliver til trapper, som snart minder mere om stiger, mens luften bliver fyldt med dieseldunst. Vi skal helt ned.
Fem meter under havnens vand drejer Sergei på de nærmest forhistoriske knapper, skruer på ventilerne, så en ukendt form for luft hvisler ud i rummet, som om en af dem er læk. Alt sammen for at vække sit monster til live som en nutidig doktor Frankenstein.
Pludselig vender den furede russer ansigtet bort fra motoren og mod os.
»I skal slå korsets tegn, for at det virker,« ler han.
Frygten bliver gjort til skamme, da motorstøjen fra skibets bug flænser rummet, gennemryster os og overdøver vores råben.
Så er der mere ro over Yuris arbejde som elektriker. Han tager os med på kommandobroen, hvor gråvejret kigger ind ad de små vinduer. Her er iskoldt, for igen har de to søfolk valgt at skåne gamle Alexa så meget som muligt. Så heller ikke her er der nogen varme på.
Kun messen og de to russeres lukaf er er nogenlunde varme. Yuri viser sin kahyt, nummer 52. På døren bekendtgør kyrilliske bogstaver, at det er el-mekanikerens rum.
Det er småt, og en telefon med drejeskive pryder bordet sammen med en ældgammel transistor. Piger med kunstigt hår og kunstige kroppe lyser lidt op på de fesentgule vægge.
Som i et fængsel
De to sømænd kunne sagtens slå tiden ihjel i kaptajnens værelse. Det har både eget bad og stue. Men de to mænd ser helt forkerte ud ved tanken. Kahytten er stadig kaptajnens – også når kaptajnen ikke er her.
Med en hverdag på 12 timer og 15 kvadratmeter har trivialiteten for længst ramt skibets to indbyggere.
»Det her er et fængsel. Jeg tror, jeg er blevet en smule tosset af at gå her. Hvordan kan noget normalt menneske affinde sig med det her? Det er hårdt,« siger Yuri, før Sergei prøver at glatte ud.
Spurgt om, hvad han savner mest ved at være på skibet, bliver han dog også en smule desperat.
»Der er ingen piger!« konstaterer han.
Savnet hjemmefra
Det er manglen på selskab, der rammer de to midaldrende russere hårdest.
Den 56-årige Sergei har adresse i Litauen og to sønner, der er i hæren. Den tre år yngre Yuri har datter og hustru i Kaliningrad, hvor også skibet kommer fra.
De har ikke set familien i snart halvandet år. Og det er det værste afsavn.
»Jeg længes efter at komme hjem hurtigst muligt. Min kone og datter klapper mig ikke ligefrem på skulderen over det her. De har jo ikke min løn at klare sig for, når jeg sidder her. Det er hårdt, men de er i live endnu,« fortæller Yuri.
Livet driver forbi
Men sømændene nægter at give op. De vil ikke forlade skibet, før de ser deres penge.
Sagen ender formentlig med, at skibet bliver solgt. Det vil betyde, at de to får deres løn.
Måske.
Yuri og Sergei er parate til at vente. Også selvom det kan koste dem endnu flere måneder og år. For det er for sent at vende om nu. Prisen, de allerede har betalt, er for høj til at give op.
»Foreløbig har jeg været 17 måneder på skibet på et bedragerisk grundlag,« sukker Yuri.
Indtil videre må de to russere lade livet drive forbi, mens de er ankret op i København.