To mænd i starten af 30'erne er på fri fod igen, efter at de i slutningen af juni blev varetægtsfængslet sigtet for medvirken til drab.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Mændene blev anholdt tæt på gerningsstedet i Grøfthøjparken i Viby J, kort efter at en 25-årig mand var blevet stukket ned, så han endte med at dø.
En anden 25-årig mand blev også anholdt. Han blev sigtet for selve drabet, mens de to andre på 32 og 33 år blev sigtet for medvirken til drabet ved at have lokket den 25-årige, der døde, ud til Grøfthøjparken.
De tre mænd blev varetægtsfængslet dagen efter, men nu er to af dem altså løsladt.
- Vi har foretaget en lang række efterforskningsskridt, og det gør, at vi nu vurderer, at der ikke længere er grundlag for at opretholde varetægtsfængslingen af den 32-årige og 33-årige, siger vicepolitiinspektør Thomas Schouby i pressemeddelelsen.
- Der udestår dog fortsat en del efterforskning i sagen, og vi har derfor også valgt fortsat at opretholde sigtelserne mod de to løsladte.
Politiet mistænker fortsat, at det er den 25-årige fængslede, der førte kniven og dræbte den 25-årige, og han er derfor fortsat varetægtsfængslet.
/ritzau/